Aalborg MTB Marathon 2018 – en løbsarrangørs dilemmaer

Vi har i FUSION Club indgået et samarbejde med Aalborg MTB Marathon, hvor vi i 2018 vil skabe en super forberedelse for deltagere, men ikke mindst for 4 personer FUSION Club-medlemmer som også melder sig til Aalborg MTB Marathon. Vi udvælger fire blandt ansøgere som får refunderet startnummer, bliver coachet, får stillet tøj og energi til rådighed i en periode på 3 måneder op til løbet. Mere om det senere. DGI har her lavet et meget ærligt indlæg omkring Aalborg MTB Marathon og hvad de lærte sidste år. 

1.november åbner tilmeldingen til Danmarks største MTB løb, Aalborg MTB Marathon. Løbets startede i 2013 med ca. 1500 deltagere og det kulminerede sidste år med næsten 4000 tilmeldte. Siden løbets start er arrangørhatten skiftet fra Cycling Nord (nu Aalborg Mountainbike Klub) til DGI Nordjylland. Vi, i DGI Nordjylland, er dog stadig dybt afhængige af de flere hundrede frivillige som hjælper både før, under og efter løbet.

Vi har en klar vision om at få så mange aktive som muligt, og bl.a derfor sagde vi ja tak til at overtage arrangørdelen da vi blev spurgt. Aalborg MTB Marathon er nemlig en unik cykelfest. Her deltager forældre med deres børn på den korte 31 km, den store gruppe af motionister som synes at 55km er skabt til deres niveau og I høj grad har gjort det til en fælles tur eller konkurrence arbejdskollegaer imellem. Til sidst er der de motionister som tager den store udfordring med de 100km, og hvor der også krydses klinger med nogle af nordens bedste eliteryttere på de lange distancer.

Efter forårets udgave af Aalborg MTB Marathon oplevede vi en massiv og berettiget kritik pga. voldsom kø omkring Kongshøj og Lundby. Det kom desværre til at fylde meget, men heldigvis var der også mange superglade ryttere som havde haft det de kom for, nemlig en cykelfest. Stort setup i Aalborg midtby, en god rute og en fantastisk stemning i målområdet. Det store telt med bespisning og fadøl ledte tankerne hen på et afterski sted i alperne.

Det peger hen mod nogle af de dilemmaer vi som arrangør står med. 

Ruten skal være afvekslende og der skal helst være en del singletrack, som er det mange MTB ryttere brænder for. Nye sektioner og spor skal også helst være en del af det så det ikke bare blive copy paste.

Der skal også helst være mange deltagere så det faktisk bliver den cykelfest man har tilmeldt sig, og afviklingen må ikke tage for lang tid så festen fuser ud for de sidste i mål.

Dilemmaet ligger i vægtningen. Hvis vi fjerner singletrack sektionerne kan vi hurtigt eliminere køproblematikken. Til gengæld vil vi også fjerne en stor del af DNA et ved et godt MTB løb, nemlig at der er singletrack og udfordringer.

I 2016 sendt vi 55km afsted først og 100km til sidst. Det betød at trafikken gled bedre i sporet specielt for 100km som ikke oplevede kø, men til gengæld blev dagen så lang at stemningen omkring målområdet aldrig nåede det helt høje niveau. (og de frivillige rutevagter havde en virkelig lang dag)

Aalborg MTB Marathon skal være en cykelfest og deltagerne skal være med til at skabe den. Derfor har vi også lyttet til kritikken og de input som deltagerne er kommet med.

Det betyder bl.a at vi har ændret på nogle væsentlige ting, men vi har også brug for at deltagerne spiller med.

Udgangspunktet er at vi kører ruten den modsatte vej rundt (med de justeringer der er nødvendige og med nye sektioner). Det betyder at man kører den samme rute i starten, felterne bliver strukket godt ud, god afstand mellem startgrupperne. Et stykke ude køres separate ruter, og den afsluttende sammenfletning kommer til at foregå på et stræk af ruten hvor der er god plads.

Startgrupperne beskrives ikke med køretider, men i stedet med forskellige rytterniveauer i forhold til træning og færdigheder. Her skal deltagerne hjælpe med at skabe de bedste rammer for alle. Det betyder at man skal ikke over- eller underspille sin formåen. Hvis man starter for langt fremme fordi man vil undgå kø, er man måske netop selv skyld i at der skabes kø. Omvendt står man for langt tilbage og er i sit livs form ender man i en lang overhaling. Det er en svær manøvre at ramme rigtigt, men vær realistisk omkring din egen formåen. Få trænet, og det er ikke kun kilometer i benene, men kør også de steder som udfordrer din teknik så du ikke bliver overrasket på dagen og er med til at skabe køer.

Ud over de ovennævnte justeringer så har vi skåret i antallet af pladser således at der kun udbydes 3500 pladser til salg i 2018 i stedet for de 4000 pladser i 2017. Dette selvfølgelig også for at sikre at det bliver et godt cykelløb.

Selvom vi kører på ruter som ikke benytter de officielle ruter i Aalborg i så stor grad, donerer DGI/Aalborg MTB Marathon hvert år et stort beløb til sporbygningen i Aalborg Kommune. I 2016 og 2017 blev der således udbetalt næsten 250.000kr samlet. Alle deltagere i Aalborg MTB Marathon bidrager derfor til at sporene i Aalborg vedligeholdes og udbygges til glæde for alle. 

Vi vil løbende udgive gode råd til din træning, både med og uden cykel og arrangere træningsforløb så alle har mulighed for den bedst mulige forberedelse.

Vi håber også at flere og flere igen vil tage udfordringen op og køre 100km distancen. Måske det skal være i år at man går hele vejen og giver den en skalle med træningen.

Hold dig i form med f.eks DGI MTB Vintercup og klø på hele vinteren så du er klar d. 5. maj.

Vi skal i hvert fald gøre vores bedste for at Aalborg MTB Marathon blive en cykelfest, både ude i sporet og i start og målområdet.

 

Vi ses derude

Mikkel Lybæch

Idrætskonsulent
DGI Nordjylland